Fight like a girl
– jeg hørte det fra en kvinde.

Hun er mor til et barn med særlige behov, og det er derfor, hun valgte at arbejde som soloselvstændig behandler.

Dette letteringprojekt er en hyldest til hende og alle de seje fightere, som har valgt det usikre selvstændige liv. Et liv, hvor man ikke nødvendigvis arbejder mindre, men hvor man selv kan bestemme over sin arbejdstid og være der for sit barn, som har brug for ekstra opmærksomhed.

Man skal være som en kriger for at kæmpe sig til de bedste vilkår for sit barn og samtidig rumme sit barn med blødhed i hjertet.

Ordet “Fight” har jeg malet med en grov, flad, halvtør pensel på papir og scannet det ind.

Teksten “like a girl” er er baseret på min håndskrift med dyppepen og efterfølgende vektoriseret i Adobe Illustrator. Ligesom de flourishes, der giver ramme rundt omkring – dog ikke med de vanlige bløde, runde former denne gang, men med et mere ekspressivt træk.

Til sidst har jeg tilføjet farver og effekter.
Det er klar til tryk.
Det kunne jo hænge på væggen i hendes venteværelse som plakat, eller ligge på bordet som kort.

Hende, fighteren, sagde til mig engang, at hun nok aldrig bliver min kunde.
Det har hun måske ret i.
Men hendes historie rørte mig, og derfor har jeg tegnet dette med hende i tankerne.